This article examines the ways in which the self-responsibilized individualism underpinning contemporary concepts of the ideal European citizen, on the one hand (Frericks, 2014), and the inequalities and anti-democratic politics that characterize contemporary neoliberal capitalism, on the other, are co-constituent elements in creating an antipathy to forms of solidarity that are affective as opposed to calculative. The active citizenship framework lacks a full appreciation of the interdependency of the human condition and is antithetical to universalistic, affectively-led forms of solidarity. The (...) deep relationality that is endemic to both social production and reproduction, and that impels an affective, morally-led form of solidarity needs to be recognized academically and intellectually, and politically sustained, if we are to move beyond a narrow, calculative, self-interested vision of solidarity in Europe. (shrink)

Jeg diskuterer i denne artikel en række principielle spørgsmål angående det der kaldes «religionens genkomst» i det moderne demokrati. Mit hovedeksempel er den såkaldte «Muhammed-krise», som stadigvæk debatte­res med stor intensitet i nationale og internationale sammenhænge. De tre hovedspørg­smål lyder: Hvilken plads kan religiøse synspunkter og ytringer gøre krav på i den demokratiske offentlighed? Kan vi indholdsmæssigt fastsætte grænsen for religiøs blasfemi ved lov eller står den til løbende demokratisk debat? I hvilken grad kan reli­giøse minoritetsgrupper kræve anerkendelse fra – (...) og beskyttelse mod – majoritetskultu­ren i moderne, liberale demokratier? Til det første spørgsmål svarer jeg med Jürgen Habermas at religiøse grupper bør forsøge at oversætte deres holdninger til ikke-religiøse argumenter, samtidig med at denne oversættelse af forskellige årsager ikke kan fremtvin­ges retsligt eller afkræves som betingelse for demokratisk deltagelse. Mht. til det andet spørgsmål argumenterer jeg – igen med Habermas – for, at den konkrete anvendelse af abstrakte retsprincipper som ytringsfrihed og religionsfrihed kræver åben, demokratisk debat med bred deltagelse for athave legitimitet. Resultatet af denne debat kan godtvære et strengt syn på, hvad der tæller som blasfemisk, men muligheden for at kritisere dette syn – eller for generel religionskritik – kan ikke undertrykkesuden at gå kompromis med det liberale demokratis grundprincipper. Som svar på det tredje spørgsmål, og som et kritisk supplement til Habermas, fremfører jeg med Axel Honneth, at samfundsmæssig integration ikke skabes af demokratiske debatter alene. Der kræves også en vis før-dis­kursiv atmosfære af solidaritet: Religiøse minoritetsgrupper kan ganske vist ikke kræve juridisk beskyttelse af religiøse følelser, men de kan påpege «asymmetriske anerkendel­sesforhold», f.eks. ensidigt negative fremstillinger i medierne, som forringer deres mulighed for at bidrage til samfundet som anerkendte og anerkendende medborgere. (shrink)