”Hvad er musik?” lyder et gammelt og godt spørgsmål, og svaret udformes i reglen som en redegørelse for, hvordan musik lyder. Med modernismen (Ligeti, Stockhausen, etc.). har vi imidlertid gjort den erfaring, at musikken kan forblive musik, selv når den er uden melodi, uden metrisk puls etc. Men hvis der ingen grænser er for, hvordan musik- ken kan lyde, kan vi heller ikke afgrænse – definere – musikken ved at henvise til, hvordan den lyder. Vi må, mener jeg, snarere tage (...) udgangspunkt i den særlige måde, vi sanseligt indstiller os på lyden – ”omgås” den – når vi hører den som musik. (shrink)

Denne artikel hedder ”Musikalske Omgangsformer”. Men den fortæller ikke så meget om, hvorledes musikalske omgangsformer tager sig ud, som den fører til et punkt, hvor musikalske omgangsformer bliver sigtbare og påtrængende. Snarere end at præsentere en teori om musikalske omgangsformer anviser den et sted, hvor en teoridannelse er påkrævet. Udgangspunktet bliver en påvisning af, hvorledes den fænomenologiske tilgang til det musikalske fænomen svigter ved tematisk og dog stiltiende at hævde musikstykket, satsen, som sin genstand. Utilstrækkeligheden påpeges inden for den fænomenologiske (...) analyses eget univers. Som sådan vil den ved artiklens afslutning yderligere omfatte formuleringen af den påpegede utilstrækkelighed. Fra dette – negative – udgangspunkt tages skridtet ind i et rum, der skal indbefatte de påviste løse ender og samtidig give plads for, at vi med positivt udgangspunkt i en praxis-orienteret filosofi kan komme til at binde de nødvendige knuder. (shrink)